Dronningens nytårstale er for mig et af årets højdepunkter, hvor en af vort samfunds samlingspunkter tager os med på en tur gennem året der er gået. Jeg kan på ingen måde måle mig med Hendes Majestæt Dronning Margrethe, men 2013 har for mig personligt været et utroligt begivenhedsrigt år, på både godt og ondt, og jeg tænkte at hvis Helle Thorning kan tillade sig at holde en nytårstale, så kan jeg også.
Jeg håber at du vil læse min ”nytårstale” helt til enden for selv om året ikke har været en dans på roser og derfor byder på lidt hård læsning, er det værd at få slutningen med.
Højt at flyve...
Min hustru, Jeanette, og jeg havde i lang tid ønsket os børn, men uden held, og meget af 2012 var derfor gået med fertilitetsbehandlinger, uden succes. 2013 blev derfor indledt med et håb om at det ville lykkedes i det nye år.
Månederne gik og da vi rammer 19. april får vi vores 4. behandling, på en klinik i Aarhus, som sidste forsøg inden vi vil blive henvist til andre behandlingsformer i Skive.
Men så langt kom vi slet ikke, for få uger senere fik vi på en scanning bekræftet at hun var gravid og der var ikke bare ét, der var ikke bare to, nej der var hele 3 små fostre som bare ventede på at vokse sig store og stærke.
Første del af graviditeten forløb uden problemer og armene var ikke til at få ned i det lille hjem og vi begyndte at anskaffe barnevogne, senge og autostole og begyndte også at kigge på ny bil, i erkendelse af at vores Yaris nok var for lille.
..dybt at falde
Men hen over sommeren begyndte min kære mormor at få det dårligt og jeg begyndte at frygte at hun ikke skulle nå at møde mine børn. D. 11/9 2013 sov hun stille ind, og jeg trøster mig med at hun nåede at opleve at det var lykkedes os at blive gravid og at hun vidste at vi ventede os 2 piger og en dreng. At være med til at bære kisten, var en af de hårdeste ting jeg har oplevet.
Kun 2 dage efter begravelsen var Jeanette 25 uger henne i graviditeten og skulle til rutinescanning i Skejby og så får vi endnu et slag i hovedet: hun får konstateret svangerskabsforgiftning og hendes livmoderhals er trukket sig så meget sammen at hun bliver sendt hjem for at hente mig og pakke en taske og så skal hun indlægges til observation.
Når man tror det ikke kan blive værre...
Hun når kun lige til Viborg og så går vandet, imod alt forventning, og vi bliver kørt med ambulance til Skejby, og direkte til fødegangen, hvor vi ender med at opholde os de næste 3 døgn.
På de 3 døgn gennemgik jeg et sandt mareridt. Vores førstefødte datter, Angel, klarede den ikke og var allerede død da hun blev født, kun 551 gram stor. De to andre, Adrian på 740 gram og Maya på 640 gram, klarede fødslen, men var så små at de blev kørt direkte på børneintensiv og inden for få timer lå de begge to i respirator for at kunne trække vejret.
På grund af svangerskabsforgiftningen var jeg også i nogle timer tæt på at miste min hustru, og måtte derfor en tur omkring intensiv og operationsgangen.
Mørkest før daggry
De 3 måneder der er gået siden da har været utroligt lange rent følelsesmæssigt og vi har dagligt skulle håndtere uvisheden om hvorvidt vores 2 guldklumper ville overleve kampen mod gentagne infektioner, stafylokokker, betændelse i tarmene, blødninger i hjernen og meget andet.
Samtidigt skulle vi håndtere sorgen over tabet af vores førstefødte datter og den dag hun blev begravet vil stå som den værste dag i mit liv, og det at bære hendes lille kiste og sænke den ned i jorden er det hårdeste jeg nogensinde har gjort.
Men som bekendt så er der mørkest lige før det begynder at blive lyst igen og her sidst på året hvor dagene begynder at vende og der bliver lysere kan vi også begynde at se lys i horisonten.
Vores børn er nu så stabile at de ikke længere er på intensiv og vi er blevet flyttet til Viborg sygehus, lige i tide til at fejre jul og nytår i kendte omgivelser. Begge børn vokser flot og har nu taget næsten 2,5 kg på siden de blev født og vi har gode udsigter til at blive udskrevet og få dem med helt hjem i januar/februar.
Danmark fra sin bedste side
Midt i alt det vi har været igennem af svære ting, har jeg de sidste 3 måneder også fået lov at opleve sider af det danske samfund som jeg god vidste eksisterede, men aldrig har sat rigtigt pris på før nu.
Lige fra det øjeblik vi ankom til fødegangen blev vi mødt af personer, som udviste en professionalisme og omsorg der fik os til at føle at vi var det helt rigtige sted. Det har været kendetegnende for hele vores lange forløb i det danske sundhedsvæsen, at man uden at gå på kompromis med professionalismen har formået at behandle os som hele mennesker. Der har været plads til både frustrationer og glæde, til at sidde på gulvet og hulke af sorg og til at grine og have det sjovt. Hver en krone jeg nogensinde har betalt, og kommer til at betale, til det danske sundhedsvæsen gør jeg med glæde for at modtage en sådan behandling.
Vi har også haft det privilegium at vi, i den tid vi har været i Aarhus, har kunnet bo i Trygfondens Familiehus, et hus der er dedikeret til familier med indlagte børn og er finansieret af midler fra virksomheder og privatpersoner.
Her har vi haft mulighed for at slappe af og koble fra i en hverdag fyldt med sygdom, blodprøver og alt det andet der følger med langtidsindlæggelser. Jeg er evigt taknemmelig til de virksomheder der har valgt at investere noget af deres overskud tilbage ind i samfundet ved at hjælpe familier som os. Også de over 20 frivillige, i alle aldre, som kommer og hjælper med alt fra børnepasning og rengøring til gratis frisør og fællesspisning, fortjener stor tak og vil altid have en særlig plads i mit hjerte. Det er mennesker som også har andet at give sig til, men alligevel tager sig tid at komme og være noget for andre mennesker.
Sidst, men ikke mindst, har jeg oplevet værdien af en god familie og et netværk af venner og bekendt som bare er der for en. De første svære døgn var vores familier på sygehuset fra vi stod op til vi gik i seng, og til Angels begravelse mødte over 60 af vores venner og familie frem, for at støtte os i den svære tid. I tiden der har fulgt har vi ikke et eneste øjeblik følt os alene, for vi har vidst at der altid har været nogen der har været klar til at give en hånd med alle de praktiske ting, hænder der er blevet foldet i bøn for vores børn og ører og skuldre der har været klar til at tage imod når vi har haft brug for det.
Alle disse mennesker skylder jeg en stor tak, og intet jeg kan sige eller gøre vil nogensinde kunne betale det tilbage de har givet til mig. Jeg står jer evigt i gæld.
Håb for fremtiden
Så selv om det har været hårdt år med mange prøvelser så er jeg glad for, og stolt over, at være en del af det danske samfund.
Et samfund hvor vi som fællesskab kan være med til at finansiere et veldrevent sygehusvæsen der er i stand til at give en fagligt kvalificeret behandling med det enkelte individs behov i centrum.
Et samfund som hvor der stadig er plads til at komme hinanden ved og hjælpe dem det har brug for det. Det er ikke alle opgaver som det offentlige kan eller skal klare og derfor er det fantastisk at opleve at der er nogen som er villige til at give noget af dem selv til andre, uden at forvente at få noget tilbage. Ikke fordi de skal, eller får udbetalt løn for det, men fordi de ser et behov hos andre og ønsker at møde så godt som de kan.
Det tegner lyst for fremtiden at sådanne personer findes og mit nytårsønske for 2014 er at vi alle må sætte større pris på de goder som vi ofte tager for givet. At flere af os må få lov at opleve den velsignelse det er at være noget for andre, om det er venner, familie eller en medborger med et særligt behov som lige netop du kan hjælpe med.
Jeg kan kigge tilbage på 2013 og føle at jeg er kommet styrket ud og har mod på at kaste mig over 2014’s udfordringer så jeg vil ønske jer alle sammen et godt nytår og
Gud bevare Danmark!