Dette er en kopi af et blogindlæg jeg skrev på en anden hjemmeside, tilbage i november 2012.
Statisikker og lovgivning der refereres til er derfor et udtryk for situationen i 2012, og er ikke opdateret i forbindelse med at jeg, i 2014, har lagt teksten på denne hjemmeside.
Jeg har mange gange over årene taget min holdning til dødstraf op til revision, og oftest har det været foranledigt af at medierne forarget rapporterer om at USA har henrettet endnu en dødsdømt.
Da jeg for nyligt læste at USA har henrettet 60-årige Donald Moeller, blev jeg derfor også ansporet til igen at gennemgå argumenterne, for og imod, for at finde frem til om jeg stadig har samme standpunkt som sidst. Jeg har valgt at dele mine overvejelser med jer på denne blog, ikke fordi jeg tror jeg med mit indlæg kan "omvende de vildfarne", men for at provokere dig til at tage stilling til hvad du selv mener.
Når jeg tidligere har drøftet emnet dødsstraf, har jeg skræmmende ofte mødt folk som har hidset sig op over emnet, både for og imod, så de næsten har haft fråde om munden. De har kaldt dem med en anden holdning, end deres, for både det ene og andet mindre pænt. Men når man så prikker til dem og spørger ind til hvorfor de er enten for eller imod, så viser det sig at de overhovedet ikke har sat sig ind i emnet, men bare har adopteret andres holdninger 100% ukritisk. "Fordi det siger Amnesty er forkert" eller "De har vel fortjent det ellers blev de ikke dømt" har desværre mere end én gang, været det eneste argument som de har kunnet diske op med.
Men undskyld mig, hvordan kan man tage stilling til om det er okay, at vi som samfund kollektivt tager en anden persons liv, på så svagt et grundlag. Det er i mine øjne mangel på respekt, overfor dem man debattere med, og i nogle tilfælde sviner til, men ikke mindst er det respektløst over for de menneskers liv som man trods alt har med at gøre.
Lidt baggrund om dødsdom på verdensplan
- Ifølge visse kilder henrettes der på verdensplan i gennemsnit 7 personer om dagen og der sidder et sted mellem 16.000 og 20.000 mennesker på dødsgangen og afventer eksekveringen af deres dødsdomme.
- 58 lande ud af 197 har dødsstraf, og mere end halvdel af verdens befolkning lever i lande som praktisere dødsstraf
- Dødsstraf kan idømmes for alt fra mord, tyveri og homoseksualitet til trolddom, majestætsfornærmelse og økonomisk kriminalitet, alt efter hvor i verden man lever.
- De mest udbredte henrettesesmetoder er hængning og skydning, selv om de fleste i vores del af verden forbinder dødsstraf med indsprøjtninger, da det er den metode som vi kender fra USA. Derudover benyttes også halshugning, gas, elektricitet og stening i flere lande.
- Frem til 2005 kunne mindreårige få dødsstraf i USA
- Flere af de store religioner, som Kristendom, Islam og Jødedom, har dødsstraf i deres hellige tekster (se bl.a. 2. Mosebog kapitel 21 og Koranen 2: 178)
Lidt baggrund om dødsstraf i Danmark
- Danmark havde dødsstraf frem til 1930 i den civile lovgivning og 1978 i den militære straffelov. Den sidste omtale af dødstraf blev først fjernet fra den danske lov i 1993.
- Fra 1945-1951 eksisterede der en særlov som gav mulighed for dødsstraf til dem som blev dømt for landsforrædderi under besættelsen. 46 mennesker blev i årene 1946-1950 henrettet under denne lov, heraf de 29 i København og de sidste 17 i Undallslund Plantage, vest for Viborg.
- Danmark har tilsluttet sig både FN's konvention om afskaffelse af dødsstraffen og Europarådets tillægsprotokol til den europæiske menneskerettighedskonvention, som forpligter til ikke at anvende dødsstraf under nogen omstændigheder.
Hvad mener jeg så?
Det er sådan set ganske simpelt:
Jeg mener der er forbrydelser som fortjener at blive takseret med dødstraf. Men jeg er imod at indføre dødsstaf og mener det bør afskaffes, der hvor man i dag har det som en del af retspraksis.
Hvorfor dødsstaf?
Min holdning om at dødsstraf kan have sin berettigelse kommer ud af mit generelle syn på samfundet og de konsekvenser som det, efter min overbevisning, skal have at sætte sig selv over loven og dermed fællesskabet.
Jeg er generelt for strenge straffe til kriminelle. Vi har som samfund opsat nogle fælles spilleregler for hvordan vi organiserer vores samfund. Disse spilleregler er der nogle som vælger at tilsidesætte, til fordel for f.eks. egen vinding eller tilfredsstillelse, og det skal vi ikke tolerere. De love og regler som er gældende skal overholdes, da de er lavet for at skabe et samfund, som kan fungere og hvor der er bedst muligt plads til alle. Da vi som samfund har opsat disse spilleregler så har folk der bryder dem, i mine øjne, også valgt at de til en vis grad ikke ønsker at være en del af samfundet, og det skal have konsekvenser.
Men på det punkt er vi desværre blevet lidt for blødsødne og over-humanistiske. Vi gør alt for ofte de kriminelle til ofre, mens vi hurtigt glemmer de rigtige ofre. Selv om jeg på ingen måde ønsker at vi skal have amerikanske tilstande, hvor man kan idømmes 3-4 gange livstid og stables oven på hinanden i små celler, hvor man næsten skal bakke ind, så synes jeg at de har det for godt i f.eks. Statsfængslet Østjylland, med fælleskøkken og eget toilet og bad i cellerne. Når man har begået noget strafbart og idømmes fængsel, så er den primære straf frihedsberøvelsen. Men de indsatte er også samtidigt en udgift for samfundet, i og med at det koster penge at drive et fængsel og den skatteindtægt som de kunne have bidraget til fællesskabet med, stort set bortfalder. da de ikke kan have et fuldtidsjob til normale lønninger. så længe de sidder i fængslet.
Straffene er også generelt for lave efter min mening, og jeg finder det fuldstændig absurd at f.eks. voldtægt har en "normalstraf" på 2-2,5 år, når strafferammen som udgangspunkt er 8 år og ved skærpede omstændigheder helt op til 12 år. I min bog burde vi altså ligge noget tættere på 8 år som normalstrag, og ikke kun nærme os det for de særligt grelle tilfælde, for der skulle vi gerne op og nærme os de 12 år. Man har som voldtægtsforbryder taget et valg som sætter nogle dybe spor i ens ofre resten af deres liv, nogle gange ikke kun psykisk, men også fysisk. og det skal have en konsekvens.
Jeg ved godt at der er nogen som vil argumentere for at det ikke er sikkert at voldtægtsforbryderen kunne gøre for det, og at han i stedet for straf skal have både den ene og anden form for hjælp i form af terapi, men det mener jeg ikke kan være rigtigt. Lige meget hvad hans begrundelse er for at gøre det, så har man altid et valg her i livet, og i sidste ende har han valgt at gøre det og dermed ødelægge en anden persons liv, og det skal have en konsekvens.
Tager man en andens liv, så ikke bare fjerner man den persons mulighed for at leve livet, men man berøver også venner og familie for en de har kær. Der sidder nogen tilbage som mister en far, mor, bror, søster, søn, datter, kæreste, ægtefælle eller god ven og som skal leve med dette savn resten af deres liv. Ingen straf kan nogensinde bringe den afdøde tilbage, men drabsmanden har berøvet en andens liv og den eneste straf som derfor er stor nok er derfor også at de selv skal fratages deres liv - deraf min støtte til dødsstraf.
Folk som står bag overgreb mod hele befolkningsgrupper som f.eks. krigsforbrydere, diktatorer eller andre som enten direkte eller indirekte har andres liv på samvittigheden vil derfor også gøre sig fortjent til dødsstraf, og jeg græd derfor ingen medlidenhedstårer da Sadam Hussein blev dømt til døden og efterfølgende hængt i Irak i december 2006.
I ovenstående eksempler, hvor man har taget et andet liv, er jeg på ingen måde i tvivl om at jeg mener at dødsstraf er en passende strafferamme. Men der findes selvfølgelig også områder hvor mine følelser løber af med mig og gerningsmændende fylder mig med så meget afsky at jeg ønsker at de skal fjernes fra jordens overflade, men hvor jeg ikke med min fornuft kan argumentere 100% for at deres handling retfærdiggør dødsstraf. Et eksempel på det er f.eks. voksne som udøver overgreb på børn, som tilsidesætter børnenes ve og vel for deres egen forskruede opfattelse af seksualitet og deres egen tilfredsstillelses skyld, og dermed ødelægger disse børns mulighed for at vokse op og få et normalt liv uden den både fysiske og følelsesmæssige overlast som de har med i bagagen. Men selv om mine følelser her giver mig lyst til at aflive dem, som de dyr jeg mener de er, så kan jeg desværre ikke 100% sige at dødsstraf vil være okay, selv om jeg er meget tæt på at sige at de tager de børns liv fra dem og dermed også fortjener at miste deres eget.
De forbrydelser jeg har behandlet indtil videre har været inden for den civile straffelov, men vores forsvar er faktisk underlagt nogle lidt andre regler end civile (jvnf. §§85 i Grundloven) og der er derfor også lidt andre spilleregler omkring dødsstraf for dem, i min verden. Forsvaret er vores væbnede styrker og sammen med de beføjelser som det giver dem, giver det også nogle skærpede krav til hvad vi kan forvente af dem, og dermed også skærpede sanktioner hvis de ikke leverer varen. Jeg mener derfor at det vil være helt i orden at give dødsstraf til f.eks. en soldat som deserterer i krigstid eller forlader sin post i en kampsituation. Det er hans job at forsvare vores land og ved at svigte sit job sætter han andres liv i fare og det skal have konsekvenser.
Der er sikkert mange som er uenige med mig i at man kan tillade sig at gøre forskel på civile og soldater på denne måde, og vil argumenter med at man f.eks. ikke henretter en rengøringsassistent fordi hun forlader sin arbejdsplads i utide. Men det tåler ikke sammenligning, da soldater i min bog har et helt særligt ansvar og når de er ude agerer de på samfundets vegne og deres job handler bl.a. andet om det at føre krig (hvilke jo også gør at det f.eks. ikke er mord hvis de skyder en fjende), og krigens regler er altså ikke helt så blødsødne som de overenskomstdækkede kaffeklubber, som vi finder på almindelige danske virksomhedder.
Hvorfor ikke dødsstraf?
Når jeg i én og samme sætning kan sige at jeg går ind for dødsstraf, men samtidigt også mener at det skal afskaffes så kan det godt lyde lidt selvmodsigende.
Men selv om jeg mener at f.eks. en drabsmand fortjener at blive henrettet, og generelt har stor tillid til det restsystem som vi har i den vestlige verden, så er det et system som er baseret på mennesker, og mennesker laver fejl. Jeg er af den overbevisning at langt langt de fleste af dem som bliver dømt i retten for en forbrydelse også har begået den. Men i sidste ende er vores system baseret på at ét eller flere mennesker skal beslutte hvem de tror mest på, den anklagede eller anklageren.
Selv om systemet grundliggende er bygget op så man kan fremlægge diverse beviser og påstande for og imod skal man i sidste ende vurdere hvem som man finder mest troværdig. Der er heller ingen garanti for at alt som kunne være relevant for en retssag nogensinde bliver opdaget eller at alle vidner holder sig til sandheden og grundlaget for en dom kan derfor være mangelfuldt eller direkte fejlagtigt. Vi vil derfor aldrig med 100% sikkerhed kunne sige at en person er skyldig, selv om vi kan være meget tæt på.
Idømmes en person fængsel på livstid (som så også skal være livstid) så kan dommen omstødes hvis man senere skulle opdage at den dømte var uskyldig. Men har man først henrettet en person, så kan det ikke gøres om. Det sker stadig at dem som sidder på dødsgangen får deres sag genoptaget og på baggrund af DNA-beviser, som ikke var en kendt teknologi da de blev dømt, bliver frifundet. Et eksempel er Michael Anthony Green fra USA som sad 27 år på dødsgangen for en voldtægt som han ikke havde begået. Ikke alle er desværre så heldig og i 2004 blev Cameron Todd Willingham henrettet for at have påsat den brand som kostede hans tre døtre livet, men i 2009 blev sagen genåbnet og han blev frikendt, men altså 5 år for sent.
Mange vil så argumentere at da vi i dag har kendskab til DNA og fingeraftryk, hvorfor så ikke sige, at hvis man med DNA og fingeraftryk kan bevise at en person er gerningsmanden, så er det okay at idømme dødsstraf. I bund og grund lyder det jo også som en fornuftig argumentation, men problemet er bare at selv om den gængse opfattelser er at DNA og fingeraftryk er 100% sikkert, så er det faktisk ikke tilfældet.
Ved en DNA-analyse kan den samme prøve faktisk give små forskelle i resultatet, hvis man foretager testen flere gange, så man har derfor fastsat en acceptgrænse for hvor meget et resultat må variere for at være et match. Man operere derfor med en vis sandsynlighed når man skal fastslå om en person matcher en DNA-profil.
Så vidt jeg har kunne læse mig frem til så er der med den metode og fejlkorrektion man benytter i Danmark, en sandsynlighed på 0,00001 % for at en uskyldig har samme profil som gerningsmanden. Det vil sige at 1 ud af 100.000 kan have samme DNA-profil som gerningsmanden uden at være skyldig i drabet. Med en befolkning på over 5 mio. bare i Danmark og mere end 6 mia. på hele jorden kan vi derfor ikke være 100% sikre på at vi ikke dømmer en uskyldig til døden. Jeg vil stadig mene at sandsynligheden for fejl er lille nok til at idømme fængsel, men jeg tør ikke risikere at slå en uskyldig mand ihjel.
Desuden så var DNA helt ukendt, for bare 30 år siden, og hvem siger ikke, at vi om 30 år fra nu har noget helt nyt som modbeviser DNA.
Et det værd at løbe den risiko? Det synes jeg ikke. Så selv om jeg synes dødsstraf kan retfærdiggøres, mener jeg at man skal afskaffe det.
At henrette 100.000 skyldige kan aldrig retfærdiggøre at henrette bare én uskyldig.