Menu

Forbyd lukkede kuverter og papkasser

Forbyd de lukkede kuverter

Hvert år bliver der i Danmark importeret store mængder af ulovlige varer, som f.eks. medicin og elektronik, som ikke overholder de danske/EU's krav til sikkerhed og mærkning. Der sendes også breve og pakker, som indeholder ulovlige ting som f.eks. trusselsbreve eller stjålne mobiltelefoner, som er blev solgt på diverse online auktions- eller privatsalgshjemmesider.

Det kan vi selvfølgelig ikke have at man gør i Danmark. Derfor foreslår jeg at Folketinget vedtager en ny lov der forbyder brugen af lukkede kuverter og papkasser, for alt der sendes eller modtages gennem Postdanmark.

Alle breve skal fremover sendes som postkort, så man bag på hvert ark papir skriver modtager og afsender og sætter frimærke på i hjørnet. Når brevet ankommer til postkontoret scannes alle sider automatisk og der logges hvem afsender og modtager er, samt indholdet af brevet. Det gemmes herefter på en server, så politiet efterfølgende kan se materialet, hvis de har mistanke om noget kriminelt. 

Pakker må fremover kun sendes i de velkendte gennemsigtige bedrollers. På samme måde som brevene der scannes, tages der selvfølgelig også billeder af alle kasser, så politiet senere kan finde frem til f.eks. de pakker der har indeholdt dele til en hjemmelavet bombe (det er jo i alles interesse vi gør det her, og ikke bare fordi vi kan).

Men hvad så med privatlivets fred og vores elskede brevhemmelighed, vil nogle nok spørge. Men bare rolig, hvis du ikke laver noget ulovligt har du intet at frygte, det er kun de kriminelle som har noget at miste.

Tilbage til virkeligheden

Mit lille lovforslag har heldigvis ingen realistisk chance for at blive vedtaget i Folketinget. De fleste kan forhåbentligt se det fuldstændigt åndssvage i tiltaget. Et sådan indgreb kan på ingen måde retfærdiggøres, når man vejer både omkostninger og indskrænkning i den personlige frihed op imod de efterforskingsmæssige fordele det vil give politiet og efterretningstjenesterne, i deres efterforskninger og bestræbelser på at holde os sikre.
Dem som virkelig har noget at skjule vil sagtens kunne komme udenom det, ved f.eks. at bruge et andet pakkefirma som GLS, og hele ideen vil dermed være væk. De eneste tabere ville blive den almindelige forbruger, som ville miste deres brevhemmelighed og ville skulle til at betale endnu mere for at sende breve, for at dække de øgede omkostninger til overvågningen.

Problemet er bare at denne logik ikke er til stede på alle områder, når vores lovgivende forsamling træder sammen og fører pennen til nye love. Vi har i Danmark en fantastiske lovgivning der muliggør systematisk overvågning af vores brug af mobiltelefon og internettet, i jagten på de slemme fyre (og piger). Det retfærdiggøres blandt andet med et argument om, at os der har rent mel i posen ikke har noget at skjule og derfor intet har at frygte. Og så er det heller ikke ligefrem billigt at holde sådant et system kørende, og regningen ender derfor i sidste ende ved kunderne. Det er altså dem som ikke har noget at frygte, der skal betale for overvågningen af internet og mobil. 

Men det er nu ikke denne logning som har fået mig til at skrive dette indlæg. Nej, det er tværtimod det faktum at nogle af vores kære folkevalgte, med Trine Bramsen (S) i spidsen, har været ude og barsle med ideen om at lukke ned for TOR netværket i Danmark. Hvis du nævner Trine Bramsen for IT-folk vil de ryste på hovedet, da de fleste kender hende for hendes tid som it-ordfører, hvor hun kom klodset afsted med sin beskrivelse af it-folk og deres hvide sokker. Det lader dog til at hun har taget sin maglende indsigt i IT med sig over i sit nye erhverv, hvor hun nu i fælleskabets navn vil forbyde TOR.

For dem som ikke lige måtte vide hvad TOR er, så kan det kort beskrives som en mulighed for at være anonym på internettet, der gør at du kan bevæge dig sikkert rundt på nettet, uden af blive overvåget og uden at din idenditet bliver afsløret.
Dette bruges bl.a. af oppositionen, i lande som Kina og Iran, til at komme uden om den store mængde af overvågning og censur, som er lagt på internettet i de lande, i forsøget på at underkue modstandere af styret og bevare magten. TOR bruges af også af andre, som bare ønsker at være anonyme når de bevæger sig rundt på internettet, ikke fordi de har noget at skjule, men fordi de ikke stoler på at firmaer som Google og Microsoft ikke misbruger de informationer de indsamler. Og så er der folk som mig selv der bruger TOR i mit arbejde til f.eks. at teste hvordan hjemmesider opfører sig fra andre lande eller se hvordan det ser ud når man besøger siden for første gang, hvilket er muligt med TOR.

Men det som falder Trine Bramsen for brystet er at TOR også kan bruges af kriminelle, og sikkert også bliver det. Med TOR kan de bevæge sig frit på internettet, uden at blive overvåget, af blandt andet det danske logningssystem. De har altså frit spil til udføre deres lyssky handlinger, og derfor vil hun have TOR lukket, så politiets arbejde bliver nemmere.

Sympatisk, men ubrugelig symbolpolitik 

Jeg kan helt sikkert godt se det sympatiske i hendes forslag, men det holder bare ikke i den virkelige verden, udenfor Christiansborg. At forbyde TOR er noget der foregår i lande som Kina, Iran og Rusland. Det hører ikke hjemme i et demokratisk land som Danmark. Det kan godt være at nogle mennesker bruger TOR til "forkerte" formål, men det bruges også til legitime formål og af mennesker i diktaturstater hvor man ikke har mulighed for at udtrykke sig frit uden værktøjer som TOR. Mennesker som Trine Bramsen og hendes kolleger ellers normalt vil støtte, men nu vil man altså være med til at modarbejde.

Vi vil aldrig kunne lukke TOR ned eller forhindre adgangen dertil.  Vi kan kun gøre det mere besværligt, for dem som bruger det i den gode sags tjeneste. 
TOR er netop skabt til at skabe en sikker og anonym kommunikationskanal, og selv lande som Kina der hælder ret store beløb i at censurere internettet, har svært ved at hamle op med TOR, så hvorfor skulle vi (kunne) gøre det? Et forsøg på at lukke TOR i Danmark vil koste utroligt mange penge, som så skal tages fra andre steder i det offentlige budget eller betales af internetudbyderne og dermed kunderne. 
Dem som Trine Bramsen prøver at stække, skal nok finde en vej udenom blokeringen. Så er det virkelig det værd at forsøge.

Nu er det Trine Bramsen der har været først ude med dette forslag, men jeg kan med bekymring læse at bl.a. Tom Behnke fra Det Konservative Folkeparti er positiv over for at kigge på et sådant forbud. Mit håb er at de inde på Christiansborg vælger at lytte til eksperterne, for en gangs skyld, i stedet for at føre virkningsløs symbolpolitik i genvalgets navn.

Comments are closed