Menu

Lad os høre stemmer

Vi bor heldigvis i et land, hvor vi som borgere har ret til at udpege dem, som skal lede landet, både lokal og nationalt. Tirsdag d. 19. november er der valg til landets kommuner og regioner, og jeg vil derfor opfordre dig til at udøve din ret, og tage hen på dit lokale valgsted og sæt dit kryds.

Jeg er faktisk ligeglad med hvad du stemmer, bare du stemmer. Ved at sætte dit kryds er du med til at påvirke hvem der, de næste 4 år, skal tage beslutninger, som kan få indfyldelse på din hverdag. Og ja din stemme betyder noget. I lokalpolitik kan det ofte være ganske få stemmer der afgør, hvem som bliver valgt og hvem der ikke gør, så dit kryds kan få stor betydning.

Ved du virkelig ikke hvem du skal stemme på? Hvad enten det er fordi du synes at ingen af kandidaterne har slået igennem og nået ind til dig med deres budskab eller der bare ikke er nogen som du er enige med så husk:
En blank stemme, er også en stemme... og endda en vigtig en af slagsen.
Ved at gå ned på dit valgsted, få din stemmeseddel og aflevere den blank, har du tydeligt sagt din mening om de kandidater som stiller op, ved ikke at vælge nogen af dem.

Vælger du derimod sofametoden, og helt bliver væk, så husk på at du ved ikke at stemme, automatisk har støttet dem som vinder, fordi du ikke har stemt imod dem. Du kan derfor heller ikke tillade dig at brokke dig over den politik som føres de næste 4 år, for du har ikke giddet give udtryk for et ønske om noget andet.

Så kom op af sofaen og ned i valglokalerne og lad os høre danskernes stemmer på tirsdag. 
Godt valg til jer alle!

Comments are closed