Simon & Politik

Terror er ingenlunde et nyt begreb. Terror har op igennem historien været brugt af både magthavere, minoriteter og kriminelle med det formål enten at bevare kontrollen eller få gennemført politiske, økonomiske eller religiøse målsætninger.
Men når vi i dag siger terror eller terrorister, så bliver det stort set altid brugt som synonym for religiøse grupperingers kamp mod både Vesten og de sekulariserede samfund i deres egne regioner.

At terrorisme er forkert og skal bekæmpes tror jeg også at vi sagtens kan blive enige om. Men kan vi også blive enige om prisen? Skal vi bekæmpe terroristerne for enhver pris? Kan prisen ikke blive for stor, så vi bliver nødt til at trække en streg i sandet og sige: "STOP, hertil og ikke længere."

Personligt mener jeg helt klart at der er en grænse og hvis vi ikke allerede har krydset den, så er vi tæt på nu.

Vi skal huske på at når organisationer som Al-Qaeda og Islamisk stat angriber os på vores hjemmebane så er deres mål at skabe frygt og usikkerhed, at knægte vores levevis og nedbryde de værdier og styreformer som vi har kære.
Når de sprænger en bombe på et fly eller likviderer gidsler i vores storbyer, så er de 100 % ligeglade med det enkelte menneskeliv, som de tager. For dem tæller kun målet om at omstyrte den vestlige verden.

Modsat hvad vi måske godt kunne tænke os, og måske endda nogle gange bilder os selv ind, så er det ikke dumme mennesker vi har med at gøre. Nej, i spidsen for de her netværk sidder der nogle ekstremt intelligente og ressourcestærke personer. Koldt og kyniske styrer de deres tropper og altid forsøger at opnå mest muligt effekt med mindst mulig indsats.

De ved godt at de ikke har styrken til en regulær krig, hvor de bare kan marchere ind over grænserne i Europa eller Nordamerika og vælte regeringer og afskaffe demokratiet. Men kan de få os til at gå på kompromis med vores egne principper og nedbryde os indefra, så er de også godt på vej mod at vinde.
Se bare på hvordan 19 mand på 4 fly formåede i løbet af få timer at definere hvordan vi i den vestlige verden har indrettet vores samfund de sidste 15 år.

I en verden hvor vi rask væk lovsynger værdier som ytringsfrihed, retssikkerhed og individets ret til at tænke, mene og ytre sig som de lyster så ser vi også en større og større grad af overvågning, mistænkeliggørelse og kriminalisering af almindelige mennesker igennem symbolpolitiske tiltag, der som minimum er ubrugelige, men ofte også er mere til gene for lovlydige borgere end for dem vi faktisk jagter.

Hvad hjælper det for eksempel at jeg ikke må have halvanden liter cola med på flyet når 5 terrorister tilsammen kan medbringe 5 liter væske til sprængstoffer, eller at alt håndbagage tjekkes når de i stedet kan troppe op til en koncert og dråbe og sårer flere hundrede mennesker uden at nogen stopper dem?
Eller hvorfor skal teleselskaberne overvåge og gemme historikken for mine opkald og sms'er når enhver kriminel eller terrorist kan gå ned i den lokale kiosk og købe et anonymt taletidskort. Eller regeringens angiveligt kommende forslag om sessionslogning som vil pålægge internetudbyderne, og dermed borgerne, en 3-cifret millionregning til en systematisk overvågning af lovlydige borgere, mens dem som ønsker at skjule sig stadig kan gøre det stort set omkostningsfrit.

Jeg siger ikke at vi ikke skal bekæmpe eller forebygge terror og at vi aldrig kommer til at gå på kompromis eller betale en pris for at kunne stå imod. Men min bøn er at vi i jagten på mørkemænd og terrorister husker ikke kun fokuserer på målet. Vi skal også huske at kigge på omkostningerne undervejs og altid opveje fordele og ulemper og turde stoppe op og tage den kritiske vurdering af både de økonomiske og de værdimæssige omkostninger.
Konsekvensen af ikke at sige fra nu, frygter jeg, bliver at vi lige så stille, et skridt af gangen, ender med i terrorens navn at blive som dem vi ønsker at bekæmpe: totalitære, undertrykkende og diktatoriske.