Simon & Politik

For ét år siden skrev jeg et blogindlæg, hvor jeg sammenlignede Det Konservative Folkeparti med synkende skibe og ubåde. Teksten er skrevet i lyset af et nyligt overstået folketingsvalg og jeg gav udtryk for en forventning om at partiet nu ville være et parti der ikke kunne agere på alle sager og emner i dansk politik, med lige stor kraft. Men jeg forudså også at når vi slog til ville vi slå hårdt, så det ikke kunne undgås at blive bemærket. 

Kigger man på de seneste par måneder i dansk politik, kan man vist roligt sige at jeg fik ret. Måske også mere ret end jeg lige havde ønsket mig. De sidste måneder har det ikke altid været lige sjovt at sige offentligt at jeg er konservativ.
Jeg kunne godt have været foruden pludselig at finde mig selv på et kursus, midt under sagen om Eva Kjer Hansen, iført t-shirt med C-logo, for at opdage at en del af de andre kursister er venstrefolk og/eller landmænd. Jeg kunne også godt ønske mig, at når jeg sætter den gule sløjfe fast i jakken, så ville det være som medlem af et parti der er en del af forsvarsforliget.

Men selv om det har holdt hårdt, så er jeg heller et eneste øjeblik i tvivl; jeg er stolt af at være en del af holdet, jeg er stolt af mit parti, jeg er stolt af min formand og jeg er stolt af min folketingsgruppe.

Jeg har godt set at kommentatorerne i medierne stort set alle sammen er ude og kalde det en fejl, amatøragtigt eller sjusk når vi ikke spiller efter reglerne. Selvom de forsøger at virke objektive og upartiske så kommer vi heller ikke udenom, at mange af dem selv har en fortid på borgen som enten politikere eller rådgivere for disse. 

Det kan godt være at det giver mening, indenfor magtens spilleregler, når statsministerens tidligere spindoktor kalder Jarlov umoden¹ eller manden der smadrede et parti mod en betonpille udtaler at K's forsvars-exit er en strategisk brøler². Men for mig som vælger, synes jeg faktisk det er befriende, at der nu er nogen, ud over Enhedslisten, som tør stå fast på deres principper og kæmpe for det de tror på, uanset hvor upopulært det er hos kollegerne på Slotsholmen. 

Forsvaret er hjerteblod for konservative, og et forsvarsbudget på de 2 % af BNP, vi som medlem af NATO har lovet, står højt på ønskesedlen hos mangen en konservativ sjæl. Det siger sig selv at vi ikke kan være med til at underskrive en aftale om indkøb til ét værn, der tager pengene fra de to andre, når vi ønsker at tilføre flere penge til hele forsvaret.

Alle "de kloge" siger godt nok at det er bedre at sidde med ved bordet end stå udenfor, hvis man vil have indflydelse. Men hvis den indflydelse man kan få, kun rækker til blankt at skulle acceptere, noget man ikke kan stå inde for, så siger jeg nej tak, og det glæder mig at Jarlov og Pape gjorde det samme. 

Herfra skal lyde et STORT tak til Det Konservative Folkeparti for at kæmpe kampen for forsvaret og for Danmark. Forligspartierne skal nok opdage deres fejl og behovet for både flere fly og flere penge, og så er jeg sikker på at vi nok skal stå klar til at give dem en hånd og trække dem op af sølet, så vi sammen kan styrke et hårdt trængt forsvar.