Sidste år foretog Rigshospitalet ca. 200 transplantationer af f.eks. hjerte, lunger og andre organer. Men der var også 27 personer, som nåede at dø, mens de ventede på at et nyt organ. Det er 27 liv for meget.
Som systemet er i dag skal der en aktiv handling til for at blive donor. En handling som alt for mange aldrig får taget sig sammen til, trods intetionen. Faktisk er kun omkring 20 % af den voksne befolkning tilmeldt donorregisteret.
Det er rimeligt at antage, at hvis vi kan få antallet af donorer op, så kan vi også nedbringe antallet af person som må vente forgæves. Vi kan måske ikke få det ned på 0, men vi kan komme tættere på end 27.
Foreningen 7Liv var derfor for nyligt ude med et forslag om at ændre systemet så alle, fra de fylder 18 år, automatisk er tilmeldt som organdonorer indtil de aktivt vælger at melde sig ud.
Deres forslag indebar også, at dem som aktivt vælger, at de ikke vil give deres organer til andre, skal prioriteres bagerst i køen, hvis de en dag selv skulle have brug for en f.eks. et nyt hjerte.
Da jeg først hørte om forslaget var min oprindelige tanke at den automatiske tilmelding var en god ide, men at det var modbydeligt at ville prioritere patienter. Men jo mere jeg tænkte over det blev jeg faktisk tilhænger af en prioritering, for alligevel til sidst at ende med at sige nej tak til begge dele.
Jeg siger nej til automatisk tilmelding fordi:
- Min krop tilhører mig og ikke staten, og den private ejendomsret, også over min krop, vægter helt principielt højere end staten eller samfundets interesse.
- Hvis jeg har etiske, religiøse eller andre årsager til ikke at ville være organdonor er det en privat sag, som jeg ikke skal tvinges til at delagtiggøre andre i mens jeg er i live, for at sikre at de bliver respekteret når jeg er død.
Jeg støtter umiddelbart en prioritering af organmodtagere fordi:
- Hvis man vil nyde må man også yde. Vi betaler også allesammen skat, når vi har en indtjening, i forventning om at når vi har behov for det, er andre med til at betale for det sikkerhedsnet, som staten spænder ud til at gribe mig.
- Med den øgede pulje af organdonorer nedsættes sandsynligheden for at det overhovedet bliver aktuelt at prioritere.
- Alene frygten for at blive nedprioriteret giver incitament til at blive i donorregisteret.
Når jeg så alligevel siger nej til prioritering er det fordi:
- Det vil være for nemt at omgås ved f.eks. at undlade at melde sig helt ud af registeret, men gøre det afhængigt af pårørendes accept og så aftale med dem at de siger nej.
- Jeg tror den administrative omkostning, i både tid og penge, ved et sådant system bliver for stort i forhold til hvad det reelt har af effekt.
- Hvordan håndtere dem som ikke kan give organer af medicinske årsager? Skal de også prioriteres sidst når de i praksis ikke selv er donorer eller skal vi til at indføre undtagelser, med øgede omkostninger til administration til følge?
For at få flere til at tilmelde sig mener jeg at man f.eks. kunne søsætte følgende tiltag:
- Sender informationsmateriale til alle der fylder 18 år og opfordrer dem til at tage stilling
- Beder alle om at tage stilling med enten Ja, Nej eller Ved ikke når de får lavet pas eller kørekort
- Tillader en form for kontrolleret modydelse fra Staten i bytte for organer. Det kunne f.eks. være et skattefrit kontantbeløb til de efterladte, som kun kan udbetales, hvis donor selv har tilmeldt sig som donor minimum 6 måneder før organerne bliver brugt.
354e1a2f-7dfc-4c8b-b36e-aa69f1c7ecff|0|.0|96d5b379-7e1d-4dac-a6ba-1e50db561b04