I vores del af verden har vi en trang til at regulere alting, ofte i friheden, ligestillingens og almenvellets navn. Et af de værktøjer vi har er kvoter, og vi har bl.a. kvoter på fiskeri, CO², uddannelsesoptagelse og et hav af andre ting.

Men det som alle kvoterne har til fælles, i min bog, er at de hjælper nogen på bekostning af andre, som ellers stod til at modtage det kvoterne fratager dem.
Derfor er den kvote som jeg har allermest imod, den afskyelige kvindekvote. Hver gang jeg hører at folk der snakker om at indføre kvindekvoter, kan jeg næsten mærke, hvor mit blodtryk langsomt stiger. Hvordan kan nogen ved deres fulde fem, sige at en kvinde fortjener et job, frem for en mand, bare fordi de ikke har samme køn.

Ligestilling eller nulstilling

Når kvindekvoterne rulles frem, er det oftest i ligestillingens navn, fordi vi forsøger at vise hvor langt vi er kommet med ligestillingen, ved at tvinge antallet af kvinder i toppen af magtpyramiden, kunstigt op. Men hvis vi vil have det mest effektive samfund, må vi altså erkende at det er nødvendigt at have de mest kvalificerede i spidsen, og så lade være med det pjat med kvindekvoter.

Lad mig lige slå fast, med syvtommersøm, at jeg INTET har imod kvinder i lederstillinger eller toppolitk, og jeg er STOR fan af ligestilling, men ligestilling må bare ikke blive til nulstilling. Og det er lige præcis det man gør når man gør når man indfører kvindekvoter; man nulstiller hensynet til de individuelle kvalifikationer og fokuserer i stedet på DNA.

Jeg er helt enig i at kvinder og mænd skal have lige adgang for at få et topjob, og at det vil gavne os at få flere kvinder på toppen, men kun hvis de kvinder rent faktisk har kvalifikationerne.
Men er der der 5 pladser i en bestyrelse og de 5 bedst kvalificerede er mænd, så kommer der ingen kvinder ind. Lige som der ingen mænd ville være i bestyrelsen, hvis de 5 mest kvalificerede var hunkøn.

Boykot DNA

Vi skal simpelthen have fjernet DNA fra ansættelsessamtalerne. Det skal ikke være nødvendigt at skele til kønnet på kandidaterne, når man f.eks. skal besætte topposterne i EU; vi skal turde kigge på kvalifikationerne og intet andet. For én af bagsiderne af medaljen er jo netop at man også, ud over potentielt at berøve en mandlig kandidat for hans velfortjente job, uforvarende kommer til at sætte en øvre grænse for antallet af kvinder.

Hvis vi tager den semi-aktuelle situation med besættelse af EU-topposterne, så er en af de sætninger som bliver brugt ofte, for at hive Helle Thorning frem som kandidat at: "Én af posterne skal besættes af en kvinde". Formålet med at sige at man skal have en kvinde, er givetvis at vise at kvinder har samme ret til den slags poster som andre, men man sætter også et låg på, for det magiske tal bliver nemlig 1.
Man låser sig mere eller mindre fast på at det er 1 og ikke 0,2 eller 3 af posterne som skal tilfalde en kvinde. Men hvad nu hvis der faktisk var 2 af posterne, hvor en kvinde var den bedst egnede? Bare ærgerligt, for der er kun 1 post det skal besættes af det køn, kvalifikationer eller ej, og resten tilhører mændene.

En snært af sandhed

Når vi nu alligevel har hele snakken om kvindekvoter, er det selvfølgelig fordi at der stadig er en overvægt at mænd i toppen. Noget skyldes en vis grad af mandschauvinisme, der stadig er udbredt i vores kultur. Men en stor del af årsagen skal også findes hos kvinderne selv. Jeg tror nemlig at mange af de kvinder som besidder de nødvendige talenter og evner, mangler troen på at de er gode nok, og troen på at de har lov.

Så i stedet for at vi med magt giver plads til kvinder, som ikke er de bedste på pladsen, så skal vi starte kampen på et helt andet niveau. I stedet for at fjerne forskellen mellem mænd og kvinder, skal vi helt fra børnene er små, dyrke og styrke de forskelle som der nu engang er mellem mand og kvinde. Vi skal lærer vores børn er der er forskel på kønene, for det er der, og vi skal lærer dem at gives der plads for begge dele, på lige vilkår, så står vi stærkest.

Ligestilling er ikke nulstilling, men samme rettigheder og muligheder. Så lad os glemme alt om køn og kvoter, og lad os i stedet fokuserer på at fremelske evnerne i dem som har dem, og give mulighederne til dem so fortjener det.