Uagtet om man er medlem af partiet eller blot stemmer på os, når der er valg, så er Det Konservative Folkeparti, qua dets historie, et parti som mange danskere har en holdning til, og også en vis form for ejerfornemmelser over.
Det skorter derfor heller ikke på gode råd og meninger, fra Gud og hver mand, når det ikke går så godt for partiet. Det Konservative Folkeparti er trods alt det borgerlige parti som alle mener der er brug for, men som knap så mange ønsker at stemme på.
Da jeg for 2 år siden meldte mig ind i netop Det Konservative Folkeparti strømmede det da også ind med sjove bemærkninger og advarsler om at jeg spildte mine kræfter på et dødsdømt projekt.
Min omgangskreds er normalt ikke specielt maritime, men alligevel var et gennemgående billede i deres diagnose af partiet et skib der er ved at synke med mand og mus ombord, uden mulighed for redning.
Jeg havde dog fuld tillid til besætningen på skibet og trodsede derfor alle de gode råd og mønstrede skibet fuldt ud opsat på at kaste mine ressourcer ind i kampen for fartøjets fortsatte overlevelse.
Holder analogien vand?
Jeg er helt med på hvorfor min omgangskreds beskrev mit parti som et synkende skib. Lig store dele af partiets trofaste soldater, så så de stadig Det Konservative Folkeparti i lyset af vores storhedstid i 50’erne, 60’erne, 80’erne og 90’erne, hvor vi under ledelse af 3x Poul1 lå på 26-42 mandater2.
Hvis vi skal holde os til terminologien, så kan man sige at vi dengang var et kæmpe hangarskib. Vi havde en besætning så stor, og et så varieret arsenal af våben og fartøjer om bord, at vi kunne svare effektivt igen på langt de fleste politiske emner og angreb.
Problemet er bare at der, siden Schlüters kanonvalg i 1984, er foretaget en lang række fejlslagne investeringer i partiets materiel, bl.a. som resultat af katastrofale fejlvurderinger af det omkringliggende trusselsbillede. Det har resulteret i, at det som engang var et stort hangarskib, med en admiral på broen, gradvist er blevet nedgraderet til forskellige størrelser af fregatter og støtteskibe, for at ende som et lille patruljefartøj med begrænset ildkraft, lille besætning og en nyuddannet kaptajnløjtnant bag roret. Men stadig med en selvforståelse som et hangarskib.
Så når mine bekendte snakkede om en synkende skude, så skyldes det vi som parti nu havde langt fra havde samme ildkraft som før. Selv meget små angreb bragede lige forbi forsvarsværket og efterlod store huller i skroget og en række småbrande, både på dækket og helt inde i maskinrummet.
Flyder vi stadig her 2 år senere
Her to år efter, at jeg mønstrede skibet, og med et netop overstået folketingsvalg, er det nu tid til at gøre status over fartøjets tilstand og min fremtid ombord.
Havde de så ret, dem der for 2 år siden sagde at skibet var på vej ned?
Svaret må være: Ja, vi er ikke længere et skib der flyder på vandet.
Er vi så druknede og bort?
Nej, det er vi bestemt ikke.
Siden jeg for 2 år siden hoppede ombord på den synkende skude har vi fået en ny kaptajn og officersstaben omkring ham er blevet mindre og flere af de gamle er skiftet ud med nye yngre kræfter. Den nye kaptajn har fra dag ét vist, at han ikke lider under illusionen om admiralsstriber eller store orlogsfartøjer. Med bevidstheden om vores begrænsede forsvars- og angrebsevne og våbenarsenalets mangler, igangsatte han forholdsvis hurtigt, sammen med sin stab, en ombygning af det synkende fartøj.
Så da folketingsvalget leverede, hvad der kunne have været den sidste bredside mod partiet, var vi allerede klar med et helt nyt og forbedret fartøj. I stedet for at synke til bunds lavede vi en kontrolleret neddykning. Vores nye identitet er nemlig ikke længere som skib, men som ubåd; ikke en stor atomdrevet ubåd, men en lille og diskret sag, som dem vi havde i det danske forsvar frem til 2004.
Hvorfor en ubåd?
En ubåd har blandt andet den fordel at den selv bestemmer hvornår den ligger synlig ved overfladen og hvornår den dykker ned og gemmer sig i dybet, ja faktisk bevæger den sig meget bedre under vand end den gør ved overfladen. En lille ubåd kræver heller ikke en særlig stor besætning, modsat et stort hangarskib eller en fregat. Når det kommer til våbenkraft, kan det godt være at de store flådefartøjer langt overgår en lille ubåd i antal våben og fleksibilitet, men til gengæld kan en velplaceret torpedo eller to, affyret fra sikker afstand i dybet, gøre stor skade og endda sænke de store skibe.
Det er netop disse egenskaber der gør, at jeg mener Det Konservative Folkeparti er og bør være en ubåd i dansk politik. Vores folketingsgruppe er, ved det seneste folketingsvalg, blevet barberet helt ind til benet og selv om kaptajn Pape og hans 5 løjtnanter kæmper alt hvad de har lært, så er det ikke realistisk, at de kan levere den samme brede pallette af specialiserede ordfører og politiske udspil, som de partier der har 5, 6 eller 7 gange så mange mandater.
Så i stedet for at kaste os ind i samtlige slag, må vi vurdere hvornår det er bedst at dykke ned og lade de store skibe fyre løs på hinanden med alle deres mange avancerede våben. Imens ligger vi på lur og venter på muligheden for at angribe dem på vores mærkesager. Vi skal komme som en torpedo fra dybet; uventet, men med ekstrem stor virkning.
Arbejdsforholdene på en ubåd er trange, man ser måske ikke dagslys i flere uger af gange og kender alle ikke deres plads og yder optimalt kan det koste resten af besætningen livet. Men når det lykkes og man formår at undvige fjenderne på de rette tidspunkter og angribe i de gunstige øjeblikke så er det det hele værd.
Jeg har fuld tillid til min formand og vores folketingsgruppe og jeg melder mig gerne til endnu en omgang som menig ombord på ubåden. Jeg er med når vi i de næste 4 år dykker ned i dybet på jagt efter skatter, kriminelle østbander og overformynderiske statsapparater der har brug for en torpedo eller to.
Hvis vi holder os til vores mærkesager, slår til når vi har chancen og ved hvornår vi skal trække os, så tror jeg på en fremtid for Det Konservative Folkeparti i forsvaret for det Danmark som vi elsker.
Så kære venner, det kan godt være I ikke synes vi er så synlige som vi var i 1984, men det betyder ikke at vi døde og borte, det betyder bare at når i mindst venter det, så dykker vi ud, hejser sejrherrens flag og genindtager vores plads som partiet der samler og styrket Danmark, til gavn for både de stærke og de svage.