Simon & Politik

D. 3. december skal danskerne igen til stemmeurnerne. Ikke for at udpege folkevalgte til at styre landet, nej vi skal tage stilling til noget meget vigtigere, nemlig hvilket mandat vores folkevalgte skal regere landet på.

Siden Danmark tiltrådte Maastrichttraktaten i 1992 har de 4 forbehold været en indgroet del af danskernes forståelse og accept af Danmarks deltagelse i EU-fællesskabet.
Og det er det som et flertal i Folketinget nu vil have mandat til at lave om på.
Godt nok er der ikke tale om alle 4 forbehold, men "kun" retsforbeholdet, som vi skal tage stilling til denne gang. Men konsekvenserne af ophævelsen af lige præcis dette forbehold er potentielt så store at vi skal holde tungen lige i munden når krydset skal sættes d. 3. december.

Enhver der har vovet sig ud i at snakke EU, Danmark og suverænitet med mig vil vide at jeg bestemt ikke høre til i flokken af lalleglade EU-fans som bare ukritisk synes at vi lige så godt kan lade EU klare tingene "når vi nu alligevel lever i en globaliseret verden".
Modsat så tilhører jeg heller ikke den gruppe som kategorisk afviser alt der kommer fra EU. Jeg forbeholder mig retten til at være skeptisk som udgangspunkt, og ønsker så meget som muligt besluttet af vores eget Folketing, men der er bare visse ting der går bedre når vi samarbejder på europæisk plan.

Hvad stemmer jeg så?

Hvis jeg skal være helt ærlig, så må indrømme at jeg her lige godt en måned før vi stemme, stadig ikke er sikker på om jeg ender med et ja eller et nej.

Mit udgangspunkt er et nej. Når der er tale om afgivelse af suverænitet eller tilvalg af ordninger som man ikke kan komme ud af igen, når man først er tiltrådt, så mener jeg at det altid skal være udgangspunktet at man IKKE deltager.
Så må man kigge for fordelene ved at vælge at gå, og se om de er store nok til at retfærdiggøre beslutning. At vende den om og starte med at sige at selvfølgelig skal man med, med mindre der er nok ulemper til at hoppe fra, mener jeg er foragt for Danmark, foragt for demokratiet og ikke mindst foragt for de generationer som kommer efter os, og skal leve med vores beslutning, uden mulighed for at omgøre den.

Når jeg så i dette tilfælde overvejer rent faktisk at sige ja tak til mere EU (selv om den sætning i sig selv giver mig gåsehud) så er det fordi vi med Europol-samarbejdet er inde og snakke om noget af det, for mig, helt centrale i en nationalstats overlevelse, nemlig mulighed for at bekæmpe kriminalitet hurtigt og effektivt. Så når Claus Oxfeldt, fra politiforbundet, og andre autoriteter på områder går ud og fortæller hvor vigtigt det er for politiets arbejde at vi bliver i Europol, så gør det et indtryk på mig.

Skulle vi derfor stemme om Europol og intet andet var jeg heller ikke tvivl om at jeg ville stemme ja, men hvor meget ja-partierne end gerne vil have at det kun skal handle om Europol, så er faktum at vi også tager retsakter ind som handler om andet, samt giver Folketinget mandat til fremadrettet at tiltræde flere af de eksisterende eller helt nye retsakter uden at spørge befolkningen i en ny folkeafstemning.

Så lige nu ved jeg faktisk ikke hvor jeg ender, og jeg ser derfor frem til en spændende valgkamp, den næste måneds tid, hvor vi forhåbentligt kan få belyst konsekvenserne af både et ja og et nej, uden for meget mudderkast og usaglige påstande om nej-sigernes pædofilisympati eller ja-sigernes landsforræderi.

Danskerne er splittet mellem et ja og et nej, ligesom mit eget parti, Det Konservative Folkeparti, heller ikke enige internt¹. Så jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at det bliver en spændende valgkamp, for os politisk interesserede, og jeg kan herfra kun sige:

"Må den for Danmark bedste beslutning vinde."

1) Et flertal i Det Konservative Folkeparti har vedtaget at arbejde for en afskaffelse af retsforbeholdet og partiets officielle anbefaling er derfor et ja