Simon & Politik

Jeg tror ikke at dem, som kender mig er i tvivl om, at jeg har interesseret mig for politik i de seneste 15 år. Jeg har aldrig lagt skjul på mine politiske tilhørsforhold eller ladet chancen for en god debat gå ubenyttet forbi. Nogle perioder har jeg selvfølgelig været mere aktiv end i andre, og når det har gået rigtigt stærkt, har jeg endda oplevet at blive kontakte af venner, som bad mig skrue ned for propagandaen, og nogle har fjernet mig som ven på Facebook, fordi de ikke gad at hver 3. ting i deres newsfeed var om mig og politik (har de senere fortalt mig).

For ca. 1 år siden tog jeg derfor skridtet og oprettede denne blog, med tilhørende Facebook-side og Twitter-konto. Ideen var at jeg herigennem kunne behandle forskellige emner lidt mere i dybden, end en status på Facebook giver mulighed for, samtidigt med at jeg kunne skrue lidt ned på for belastningen, overfor over for de af mine venner og familie på Facebook som ikke er interesseret. 

En anden fordel ved at have min blog, skilt ud fra min private Facebook-profil, er at jeg har mulighed for at nå ud med mine budskaber til et bredere publikum. Selv om jeg langt fra har samme antal læsere som medier eller politikere, så har jeg alligevel mere end 50 likes på min Facebook-side, og mine blogindlæg bliver i gennemsnit besøgt omkring 75 gange, hvor højdespringerne er mit indlæg om dødsstraf og da jeg sendte en limstift til samtlige ministre i regeringen.

Formålet med min blog har aldrig været at samle fans eller blive "kendt", men er min måde i en travl hverdag at give udtryk for, og også selv blive klogere på, mine holdninger, ved at få dem sat på skrift. Hvis der er nogen som læser med og jeg kan få dem til at tænke over deres egne standpunkter, hvad enten de er enige med mig eller ej, så er det kun en bonus. Og det ser ud til at jeg netop har opnået denne bonus, for personer som jeg ikke kender eller har har mødt personligt er begyndt at skrive til mig, som respons på det jeg skriver.

Senest var der en ung kvinde som kaldte mig oldnordisk og formørket, på grund af min modstand mod kvindekvoter, men også mere positive tilkendegivelser er landet i min indbakke, og det er en af dem som har inspireret mig til at skrive dette blogindlæg.

Igennem årene er jeg flere gang blevet spurgt af venner og familie om jeg ikke snart skulle stille op som kandidat til et valg. Nogle af dem har sagt det for sjov, nogle har ment det mere seriøst og andre har sagt det for at få mig til at holde mund, men fælles for dem alle har været at de har været venner og familie. Men for et par uger siden blev der lavet om på det, da der landede en e-mail i min indbakke, fra en kvinde midt i 40'erne **. 

Hun havde ved et tilfælde fundet min blog, da hun var ved at læse op på forskellige holdninger til dødsstraf, og efter at have læst mit blogindlæg om emnet, klikkede hun videre rundt og læste flere af de ting jeg har skrevet. I hendes e-mail gav hun udtryk for at hun godt kunne lide det mine holdninger, og vi endte med at skrive lidt frem og tilbage om mine holdninger til bl.a. retsområdet, overførselsindkomster og sundhedsvæsnet. Efter at have skrevet lidt sammen spurgte hun ind til netop mine ambitioner om at blive folkevalgt, for som hun sagde: "Jeg har ikke stemt konservativt i mange år, men hvis du stillede op i min kreds så ville jeg gå ned og sætte mit kryds ved dig."

Jeg svarede hende det samme som jeg tidligere har svaret andre, som har stillet samme spørgsmål, nemlig at der ikke p.t. er planer om at mit navn skal stå på en stemmeseddel. Men jeg ville da lyve hvis jeg ikke indrømmede at jeg nogle gange har leget med tanken om at omsætte min interesse for politik, til konkret indflydelse, ved selv at sidde med ved bordet. men det er ikke noget der er aktuelle planer om.

Èt er når venner og familie opfordre mig til at stille op, for det "skal" de jo sige, men at en helt fremmed giver udtryk for det samme, sætter selvfølgelig også gang i overvejelserne igen, og jeg vil da heller ikke afvise at jeg om nogle år kommer rendende og beder jer om et kryds ud for mit navn på liste C.
Men for nu tager jeg de positive tilkendegivelser som et klap på ryggen, og fortsætter med at skrive her på bloggen, med det ene formål at komme ud med mine holdninger og forhåbentlig derigennem få andre til at tage deres op til overvejelse. Jeg vil fortsat værdsætte jeres feedback, hvad enten I er enige med mig eller ej, og forslag til emner jeg skal behandle er også meget velkomne.

** Jeg har fået tilladelse til at bruge hende i dette blogindlæg, dog i anonymt format.